tirsdag den 31. maj 2016

Intense skrive- og sol dage



Så kom Skriv i maj - Ibens og mit skriveforløb over to dage i Forfatterforeningens smukke lokaler på Christianshavn. Vi var 12 kursister, 2 undervisere og 1 gæstelærer fra Gyldendal, og det var sjovt og  inspirerende og hårdt.



Iben og jeg satser på et Skriv i oktober:) Måske ses vi?






 

fredag den 27. maj 2016

Blå bog:)

... så kom forsiden til min næste Anemonebog.

Er den nuttet eller hvad?

Majas kat får killinger - og hvis hun ikke kan finde et hjem til de små, skal de aflives. Anemone og veninderne har en mission!
'Den blå kat' udkommer slut juni - tror jeg nok:)

onsdag den 11. maj 2016

To majdage på Christianshavn ...

... intense, lyse og stærke, og jeg glæder mig. Den 28. og 29. maj inviterer Iben Danielsen og jeg til en skriveworkshop i Forfatterforeningen i Strandgade.

Oplæg og skriveøvelser, benspænd og inspiration, sparring og spørgsmålstegn gennem to dage med masser af bogsnak og skrivetips.



Der er 1 plads tilbage. Prisen er 1499,-

Hvis du vil vide mere, ring 21769052. Eller skriv på lene.moller.jorgensen@gmail.com
 

torsdag den 28. april 2016

Anemone finder guld

I dag har jeg været på research på Nationalmuseet, som er et af mine absolut top 5 museer i Danmark - Glyptoteket og Moesgaard er også på listen.
Men Anemone tog mig altså i hånden i dag, og så gik vi derned - og foran en af montrerne  hviskede hun en historie i mit øre:)
Uh, det var godt, for der er kun 30 dage til deadline!

 

lørdag den 23. april 2016

Hjerteblod


Så mange hjerter får min serie om Anden Verdenskrig, Tre i krig, på Eibes bogblog. Anika Eibe har læst de fire bind sammen med sin datter, og datteren sender mig denne besked i anmeldelsen:

"Lene, du må simpelthen skrive flere i serien, for jeg vil vide hvad der sker. Du er god til at finde på historier og de er spændende!"


'Hun har været meget begejstret for dem, hun syntes det var lidt uhyggeligt, da lærer Hansen blev skudt og var berørt i scenerne med de jødiske børn. Det eneste kritik, hun havde, var faktisk, at der skulle have været flere billeder,' skriver anmelderen.

Tusind tak, skriver forfatteren.




mandag den 11. april 2016

Skriv din egen bog ...

Sammen med min kollega, forfatter og journalist Iben Danielsen, udbyder jeg en skriveworkshop i København weekenden 28.-29. maj.
Lørdag fra kl. 10 til ca. 21.30
Søndag fra kl. 10 til ca. 16
 
Programmet består af teoretiske oplæg og skriveøvelser med fokus på deltagernes individuelle projekter. En stor del af tiden skal bruges til individuel skrivning, hvor Iben og jeg vejleder og sparrer med den enkelte - hvordan kommer du videre? Svigter den overordnede plan? Hvordan skal dialogen udfolde sig? osv..
 
Prisen, inklusiv kaffe og te, 2 x frokost og middag i byen lørdag aften er 1.499. 
Dansk Forfatterforenings smukke og historiske lokaler i Strandgade 6 på Christianshavn danner ramme om kurset.
 
 
 
Endeligt program kommer senere.
Vi glæder os, og vil du høre mere, så kontakt Iben på tlf. 2013 8058 eller mig på 2176 9052. Eller på messinger/mail.
 
De bedste hilsner Iben, www.reliefpresse.dk

torsdag den 7. april 2016

Børn & bøger

Festsalen på Bistrupskolen - bogforum for en dag
De sidste par dage har jeg holdt foredrag for i alt tolv 7. klasser i Birkerød - unge interesserede og opmærksomme lyttere og læsere. Den næste, der siger til mig, at bogen er død, at børn og unge ikke gider læse og er frække og dovne, får med mig at bestille.
Så er det sagt!

Gulp - 130 elever venter på mig i Store sal ved Birkerød Bibliotek.